Mig – Den evige følelsesmasochist

Jeg må være den største masochist, jeg kender. Eller i det mindste den næststørste. Jeg kan i hvert fald godt lide at pine mig selv, uanset om det er gode eller dårlige perioder i mit liv. Hvornår lærer jeg det?!

Dateriet med Smeden går stille og roligt i den rigtige retning, og det føles rigtig dejligt.
Sidste weekend var vi ude med nogle af mine venner. Hvad der i mit hoved bare skulle have været “et par drinks”, endte kl. 04:30 om morgen og med at Lillesøster mødte en meget tømmermandsramt Smed næste formiddag. Noget han bestemt ikke var stolt ved. Men vennerne var vilde med ham og der blev taget flere hemmelige og ikke-så-hemmelige billeder af os i løbet af de timer. Det føltes rigtig rart at være del af den her lille boble og at kunne dele den med andre.

Smeden_3

 

Men! For der er jo altid et men i min verden åbenbart… Jeg piner jo stadig mig selv, som jeg indledte med.
Weekenden kom og gik, og lige så rart det meste af weekenden havde været, lige så brat fik det hele en ende, da jeg mandag aften blev lidt for nysgerrig og lod den side løbe af med mig.
Nogle af jer husker måske en hvis Mr. Totoro, som jeg fik nævnt en del i foråret. Nævnt en del er måske en underdrivelse… Han fik sin egen føljeton og mange referencer blev lavet til ham. Det er måske ikke så underligt, når man nu talte med manden mere eller mindre dagligt i 4 måneders tid. Og selvom det måske ikke var gensidigt, så nåede han at få en meget stor plads og betydning hos mig.

Det stoppede lige så brat, som det startede med Mr. Totoro.
Efter Påsken, hvor jeg følte jeg blev “straffet” for min opførsel (jeg havde været for meget “på”, hvor han havde behov for at lukke af – hvad det så end skal betyde), blev der lige pludselig stille i 14 dage. I løbet af 3 dage derefter blev kontakten enormt intens og seksuel, hvilket kulminerede til en fest med en meget underlig og ærlig fuldemandssamtale, som han efterfølgende ikke kunne huske.

Om han faktisk kan det eller ej, er jeg ligeglad med på nuværende tidspunkt, men samtalen åbnede mine øjne. Jeg kunne nok lide ham mere end hvad det venskab kunne byde på. Jeg prøvede – akavet – at snakke med ham om det, med det eneste resultat, at vi var “tilbage til status quo” som venner. Og så var han væk igen. Ingen opkald, ingen sms’er, ingen snaps. Kun stilhed. 

Det føltes i lang tid som om jeg havde et kæmpe hul i maven, der bare blev større og større, og selvom vi stadig var venner på facebook og at jeg dermed kunne se hvornår han var online, kunne jeg ikke få mig selv til at slette hans nummer eller unfriende ham, hvilket bare betød at hullet blev større og større. Mine veninder rystede opgivende på hovedet – de kunne jo se, at det gjorde mig ked af det. Jeg var enig med dem, men var ikke klar endnu. Det ville jeg nok blive på et tidspunkt, selvom det betød, at jeg i lang tid pinte mig selv ved at se hans navn på chatten.
En dag tog fanden ved mig. Jeg var blevet brændt af (troede jeg) og mænd var nogle idioter! Jeg tuede, forbandede dem langt væk og følte mig enormt såret og udnyttet.
I min vrede og tristhed slettede jeg bl.a. Mr. Totoro fra alle de platforme, vi var forbundet på, samt hans telefonnummer. Nu var det slut med at pine sig selv! Og langsomt gik tingene i en anden retning.

Masochist

Men åbenbart er jeg stadig ikke færdig med at pine mig selv og lærer det formegentlig aldrig…
For man er vel nysgerrig! Både i gode og dårlige perioder i ens liv. Og sociale medier er forfærdelige og geniale på samme tid til lige præcis det formål. Specielt når man kan stalke hinanden uden at efterlade nogen spor. Andet end en rådden og ubehagelig smag i munden på sig selv.

Hvad jeg gjorde? Jeg skulle jo bare lige på instagram og se mig lidt omkring. Mine fingre tastede – næsten automatisk – Mr. Totoros navn ind på tastaturet og app’en fandt hans profil. Der var kommet mange nye billeder til. Og nye kvinder på billederne. Jeg klikkede mig ind på et par og læste pludselig ord som ‘kæreste’ i billedteksten.
Jeg tror mit hjerte stoppede et sekund eller to. Kæreste?! Hvornår var det lige sket? Hvordan ku’ han! Røvhul…

Min rationelle side kunne sagtens fortælle mig, at det var derfor han havde trukket kontakten og at det gav god mening – vi var jo bare venner, jeg havde jo aldrig haft krav på noget – men min emotionelle side føltes knust. Og så begyndte jeg at slå mig oven i hoved for overhovedet at gøre det her mod mig selv. Masochist som man er.
Jeg lukkede hurtigt ned for app’en og prøvede at tænke på andre ting. Uden megen held.
På en måde følte – og føler – jeg mig forrådt, selvom jeg godt ved, at jeg ikke kan tillade mig den følelse. Vi var jo bare venner, der holdt op med at være venner, selvom det aldrig blev sagt. Det skal lige siges, at jeg faktisk under Mr. Totoro at have fået en kæreste. Han er en sød, god fyr, der ikke med vilje sårer andres følelser medmindre han bliver tvunget til det. Og det er nok i virkeligheden dét, der er sket her. Han gav mig flere gange muligheden for at trække stikket, men jeg nægtede. Så i sidste ende er det jo min egen skyld, at jeg står i den her situation. Jeg ønsker for ham, at han bliver glad med hende – eller en anden – får det liv han drømmer om. Jeg er bare ked af, at det skulle ske på den her måde. Men det kan måske lære mig at styre min nysgerrighed.
Uvidenhed er i sidste ende nok den største klogskab.

   

Frustrationer, forvirring og bekræftelse – Smeden, del 5

Jeg ville ønske, jeg kunne sige, at jeg har set rigtig meget til Smeden.
Det handler nok i virkeligheden om et definitionsspørgsmål, for jeg har set ham regelmæssigt de sidste uger, ca. 1-2 gange om ugen og vi har talt en del i telefon sammen. Hvad der mangler i kontakt i løbet af dagen, opvejes for ved timelange samtaler når vi ses og taler i telefonen. (Manden snakker jo nærmest mere end mig! Man skulle tro det var løgn, men nej. Specielt når han bliver træt, så bliver der fortalt røverhistorier og jeg er ved at have luret, at det er der man sender ham hjem i seng.) Så selvom jeg ikke har set rigtig meget til ham, så har jeg alligevel haft en del kontakt med ham.

Det hele går stadig ret langsomt, hvilket nogle dage får mig til at gå ud af mit gode skin. Kombiner det så med manglende kontakt og rør det lidt sammen med overanalyse og mit til tider lidt for negative tankemønster og du har en sprængfarlig cocktail…
Som fx i starten af sidste uge, hvor Lillesøster overværede mig, der gik fuldkommen i panik. Det var ikke noget kønt syn og hun var vist også klar til at slå mig oveni hovedet og ruske mig godt igennem. Og hvad udløste så den her reaktion? Såmænd bare en lille sms med ordlyden: “Er du oppe?” sendt engang efter kl. 12:00.
Jeg var klar til at ringe med det samme for at spørge hvad der er galt eller om det var det. Det krævede virkelig meget overvindelse og fokus på Lillesøster og min veninde, for ikke at have telefonen i hånden hele tiden.
Sent den aften ringede Smeden da også, hvor vi fik talt om det og det viste sig jo – igen – at være i mit hoved det hele. Der var jo intet i vejen, udover at hvad der skulle have været en weekend med masser af fritid, var gået over til at være 3 timers arbejde på en lørdag, som så endte i en mere eller mindre fuld arbejdsweekend. Glæden ved at være selvstændig – eller noget.

Efter den dag og vores snak, kunne jeg godt se, at hvis jeg bliver ved sådan her, så ender jeg jo med at skræmme ham (og mig selv) væk. Det her ligner jo ikke mig. Eller måske gør det?
Efter lidt lommepsykologi med Lillesøster og min veninde, kom jeg frem til, at det her nok er ét af mine mønstre, men ikke nødvendigvis et af de klædelige af slagsen…
Vi/jeg kom frem til følgende, at stort set alle mænd i mit liv, kan deles op i to typer:

  • Dem, der skriver meget i løbet af en dag, hvor den fysiske kontakt mangler
  • Dem, der næsten intet lader høre fra sig i løbet af en dag, hvor der er en masse fysisk kontakt.

 

Smeden kan ikke puttes i hverken den ene eller den anden kasse. Det både forvirrer og frustrerer mig, fordi jeg ikke ved hvordan jeg skal handle ud fra det. At jeg så heller ikke kan finde ud af at handle rigtig, når de kære mænd tilhører én af de to kasser, er en helt anden sag…

I virkeligheden er det jo rigtig dejligt, at Smeden er “kasseløs”. Det gør jo, at jeg er nødt til at genopfinde måden jeg reagerer og tænker på – og samtidig får smidt en helvedes masse iskoldt vand i blodet!
Jeg talte med ham om det samme aften, efter at jeg nærmest havde haft kvalme det meste af dagen over den lorte-sms og hvad det måtte betyde. Smeden kunne godt se, at det var lidt en dum formulering og jeg forklarede ham min baggrund for min reaktion. Og hans reaktion? “Det er helt okay. Jeg skal nok sige fra, og hvis jeg af én eller anden grund ikke har lyst til at se dig mere, så siger jeg det til dig – ansigt til ansigt.” Ikke fordi jeg er en bekræftelsessucker (eller jo, det er jeg også, men hvem er efterhånden ikke det i dag?), men hallo! jeg smeltede lidt der. Kunne det virkelig passe, at der var én, der faktisk kunne rumme mig og alle mine milliarder af underlige, overanalyserende tanker – og forstå dem? Jeg var målløs!
Resten af ugen gjorde jeg mig umage for at holde det kolde vand i blodet og bare tage tingene som de kommer. Det kræver stadig en del øvelse og det med nærmest ikke at høre fra ham en hel weekend er stadig ikke rart. Men det begynder stille og rolig at komme. Jeg har jo ikke lyst til at han kun skal lære den lettere neurotiske side af mig at kende, men faktisk også se, at jeg er en helt fantastisk og enestående kvinde, der har en masse at byde på. Og i modsætning til sidste gang, hvor det hele gik alt, alt for stærkt, så er det måske meget godt, at det går lidt langsomt nu.

I torsdags spiste vi aftensmad herhjemme, hvor Smeden hjalp med at samle et par ikea-ting. Lidt praktisk. Og i går aftes sms’ede han pludselig sent om aftenen, og spurgte om jeg ville med ud at cykle en tur. I småregn, blæst og mørke, men det var så hyggeligt.
Pyt med resten, når han gider bruge sine aftener på sådan noget med mig!

Smeden_2P.S. Jeg fik også diskuteret med veninderne om hvordan jeg ville reagere, hvis de havde skrevet det samme til mig. Jeg ville reagere nogenlunde på samme måde. Måske ikke helt så drastisk og dramatisk i min tankegang, men jeg ville stadig nå at overanalysere og tænke, at der er noget galt. Tosset? Oh yes.

 

Smeden, del 4

Den håbefulde følelse jeg havde omkring Smeden i sidste uge holder heldigvis stadig ved, selvom det går lidt op og ned. Han arbejder alt for mange timer og jeg føler ind i mellem, at jeg presser en lille smule på, selvom jeg prøver at holde det på et minimum. Jeg har jo bare lyst til at tale med ham og høre fra ham – helst hele tiden, selvom jeg selv ville få for meget af det.
Heldigvis har han ikke klaget og vi har snakket lidt om det. Jeg har nemlig lidt bange for at skræmme ham væk ved at være “for meget til rådighed”, men bliver samtidig lidt frustreret, når jeg en hel dag eller to ikke hører fra ham. Det behøves jo ikke tage lang tid at sende en sms, eller ser jeg forkert på det? Det hjælper naturligvis heller ikke på sagen, at jeg 1) går hjemme og derfor kan tjekke min telefon hele tiden eller 2) generelt er et meget digitalt menneske, som bruger forskellige devices meget i min hverdag. Samtidig tror jeg, at lige på det punkt, har jeg fundet det Rasmus-modsat: Han har en telefon for at kunne ringe og blive ringet til. Resten er bare bonus, som bliver brugt af og til. Suk.
Han var dog ret sød, da jeg sådan lidt forsigtigt tog emnet op: “Så let skræmmer du mig ikke væk og jeg skal nok sige fra. Det er sødt, når du skriver.” Man føler sig lidt fjollet, når man sidder med et fjoget smil på læberne og han siger sådan noget. Men det er også lidt rart at få den bekræftelse.

Siden vores telefonsamtale for en uges tid siden har jeg set Smeden et par gange.
Torsdag aften til en spontan biograf-date, hvor vi havde en hel sal alene. Vi endte med at snakke det meste af filmen igennem og da al action begyndte – det episke slag – sad vi begge med to spørgsmålstegn i ansigtet. Måske man også skulle følge med i filmen. Han endte faktisk med at falde i søvn det sidste kvarter. Kunne man bebrejde ham? Han havde været oppe siden kl. 05:00ish og klokken var tæt på midnat. Jeg sagde i hvert fald ikke noget og han blev lidt pinlig, da jeg vækkede ham ved rulleteksterne. Efterfølgende gik vi en lang tur og han kørte mig hjem. Som lille plaster på at falde i søvn.

Mandag aften mødtes vi så spontant til aftenkaffe. Smeden var først færdig med arbejde 21:30; noget med en deadline på et projekt netop den dag, og efter lidt talen frem og tilbage, blev vi enige om en kop kaffe. Han foreslog baresso eller en anden café, og jeg kunne ikke lade være med at grine lidt af ham. Selvom man bor i København, så lukker alt ned mellem klokken 20:00-22:00. Så det blev til en tur på 7-eleven og at finde en bænk i nærheden. Og med udsigt til Amagerbrogade sad vi som en anden hr. og fr. Danmark og snakkede om løst og fast, mens aftentrafikken kørte forbi.

Billedet hernede er fra den aften. Min fødder ser helt små ud ved siden af hans. Og jeg har sagt, at jeg godt vil se ham i noget andet end arbejdssko engang. Han påstår, at han havde almindelige sko på, på første date, men det er efterhånden så langt tilbage, at jeg ikke kan huske det. Og fordi mange af vores dates her på det seneste har været spontane, så har jeg nærmest kun set ham i arbejdstøj og dermed arbejdssko. Hvem havde troet at frøken-jeg-hader-at-være-beskidt skulle ende med at acceptere det?!

Smeden_1
Hvis jeg selv skal sige det, så kan jeg ret godt lide billedet. Der er noget rart og stillestående i billedet, mens andre har travlt. Eller måske bilder jeg mig bare selv det ind…

Mandag aftens date blev sluttet af med en aftale om, at vi skal ud at spise i weekenden. Jeg glæder mig og ser meget frem til at se ham i andet end arbejdstøj, men prøver samtidig at tale mig selv lidt til ro i mellemtiden. Historikken med at aftale et møde længere ud i fremtiden har ikke nødvendigvis været så god, men jeg prøver at forblive optimistisk. Man har vel lov til at håbe, at det går godt den her gang..?

   

Smeden, del 3

Så i går skete der noget overraskende. Positivt overraskende.
Smeden vendte tilbage fra de døde og skrev til mig løbende over hele dagen. For hver gang, der kom et svar, kravlede der nærmest et lille smil på læberne på mig. På én dag havde vi haft mere kontakt end sammenlagt de sidste 14 dage.

Endnu mere overrasket blev jeg, da telefonen ringede og jeg hørte Smedens stemme i den anden ende. Hvad var nu det? Ringede han virkelig til mig? Sørme ja!
Opkaldet endte med at tage en 3 timers tid, hvor der blev snakket om mange ting, bl.a. hvad der var sket de sidste par uger og at han godt vidste, at han ikke havde behandlet mig ordentlig ved ikke at give lyd fra sig. Det var han ked af, for han kunne godt lide mig. Men jeg havde sat en masse tanker i gang hos ham. Positive tanker. Og tanker, der krævede ændringer i hans liv. Er det godt eller skidt?

Undervejs i samtalen tog jeg mig flere gange i at føle mig som en anden teenage-pige, der talte i telefon med sit crush, imens jeg vendte og drejede mig på sengen. Slet ikke hvad jeg havde regnet med, men det føltes rart at gå lidt “tilbage i tiden”.

Samtalen endte med at vi begge sad og gabte højlydte, imens vi prøvede at formulere hele sætningen. Så ved man, at det er sengetid…
Til sidst blev der lagt på med løftet om at finde et tidspunkt at ses på inden længe. Jeg tvivler på, at det kommer til at ske den her uge, men jeg forholder mig positiv og lader se hvad der kommer i min retning.

Thumbs Up

Moderne stalkere, der ikke forstår et nej.

Jeg hader og elsker moderne medier.
Det er lidt et paradoks.

Som mange andre er jeg nærmest afhængig af mit daglige SoMe-fix, der både inkluderer facebook, SnapChat og Instagram. Og nu også 9gag, for at have lidt at grine af. Til gengæld er min tid på nyhedsmedierne blevet mindre. Egentlig ærgerligt, for jeg gjorde altid meget ud af at se nyheder og holde mig ajour med hvad der skete ude i verden. Sidstnævnte lukker jeg måske lidt mere af for og opvejer i stedet ved at få et godt grin over en sjove meme eller GIF på 9Gag. Fokus flytter sig og på et tidspunkt kommer det også til at flytte sig tilbage. Men ikke lige nu.

Det er også dejligt at kunne blive forbundet med sine venner og bekendte på forskelige platforme, specielt når man deler interesse med dem. Fx musikerne, bloggerne, de madglade, træningselskerne osv. Afhængigt af hvad man er til, er der et medie, der passer til. Snapchat, facebook, pinterest, Soundhound bare for at nævne lidt. Jeg er holdt op med at tælle hvor mange steder jeg har været og er tilmeldt. Nogle steder har jeg slettet appen og nyhedsmails, fordi det blev for meget. Jeg vil hellere opsøge det selv.

Det kan også blive forvirrende med alle de platforme. For der er jo også ”de gammeldags” platforme ved siden af. SMS, mail og et telefonopkald.

Indimellem mister jeg overblikket. Det sker, når jeg fx har jeg samtale kørende med en ven/inde eller date, og man starter ud på sms, pludselig modtaget et snap, for derefter at fortsætte chatten der og lige pludselig at få et link på facebooks messenger og tilbage på sms’en igen. Og vi snakker altså om samme samtale, men på forskellige platforme. Rundtosset? Det er jeg…

Værre bliver det så, når man er del af en fælles tråd på fx Messenger og den stikker af, fordi man er på arbejde eller ikke har mulighed for at deltage i den. Først og fremmest bliver man enormt stresset af mobilen, der konstant vibrerer (ja, selvom den ligger i tasken) og dernæst af alle de beskeder man skal læse, for overhovedet af finde ud af hvad der er hoved og hale i samtalen. Blev der spurgt om vi skulle grille sammen på lørdag? Jamen hvorfor snakker vi om ildspydende drager nu og hvor kommer billeder af kattekillingen pludselig ind!?

For nylig oplevede jeg en ny side af de sociale medier, som jeg ikke lige havde tænkt over. Nemlig når man vil slette en date, kæreste eller ven. Pludselig går det igen op for én hvor mange steder man faktisk er forbundet med hinanden.

Eller når man ikke ønsker kontakt med en tidligere date, så har de endnu flere muligheder til at kontakte én på end man lige var klar over..!

Et eksempel:
Omkring jul fik jeg kontakt med en fyr på tinder. Han skrev kort efter vores match og han svarede hurtigt på mine beskeder. Tydeligvis var han interesseret. Endnu tydeligere blev det, da han begyndte at spørge mig ud om nogle billeder fra min facebookprofil. Jeg jokede med ham, at han var lidt en stalker, men fair nok, jeg har et specielt navn og man er vel nysgerrig. Jeg ville dog ikke forbindes med ham, før vi havde mødt hinanden. Alligevel gik der ikke mere end time efter det, før han havde sendt mig en venneanmodning. Nå ja, hvorfor ikke, nu havde vi jo aftalt at mødes dagen efter.

Efterfølgende fik fyren også mit mobilnummer og på en eller anden måde blev vi også forbundet på snapchat. Ja ja, it’s all fun and games.

Han kunne ikke holde min interesse og det var tydeligt, at vi ville nogle forskellige ting, så kontakten gled hurtigt ud i sandet igen efter et par dates. Det sker og jeg tænkte ikke videre over det.

Efter nogle måneder begyndte han pludselig at sms’e til mig igen. Han ville gerne mødes og date mig igen. I starten ignorerede jeg ham, men han fortsatte. Til sidst følte jeg, at jeg var nødt til at svare ham et ”tak, men nej tak, ingen interesse”. Normalt stopper det dem. Trods alt.
Men det lod han sig åbenbart ikke spise af med. Efter et par ugers stilhed fra ham på sms, kom turen til snapchat, hvor han reagerede på mine snaps (jeg sender konsekvent primært kun billeder ud på min historik). Igen efter flere forsøg, hvor han tydeligvis kunne se, at jeg så beskederne, måtte jeg sige pænt-nej-tak. Til sidst slettede og blokkerede jeg ham fra snappen. Igen ro. Ved samme lejlighed fik jeg slettet ham fra facebook og slettet hans nummer. Hvor mange gange skal man sige nej eller ignorere en person?!

Men! For der er åbenbart altid et men hos mig… Det kom tilbage.
Jeg vågnede en lørdag morgen efter en våd aften i byen, hvor han havde ringet til mig samt sms’et mig. Blev han ved?! Jeg valgte at slette begge dele. Ude af øje, ude af sind, ikke? Åbenbart ikke hos ham.

Igen skulle der gå nogle uger, førend der pludselig lå en besked på facebook, denne gang under filtrerede beskeder. Jeg kan ikke huske, om jeg fik læst beskeden, men nu blev jeg sur og blokkerede ham. Og tjekkede efter på samtlige platforme, jeg bruger i det daglige, om han A) har tilføjet mig, B) om jeg har slettet ham og C) har blokkeret ham.
Herregud, vi var ude på 2 dates, der knap nok kan betegnes som dates og det var så tydeligt, at vi ikke skulle fortsætte det. Hvorfor kan et nej ikke bare være et nej længere? Hvor lærer sådanne kære små stakler (eller skal jeg sige stalkere), at nej betyder ja, hvis bare du bliver ved længe nok?!

Nu tror jeg endelig han har fattet pointen. Jeg har i hvert fald ikke hørt fra ham i nogle uger, men jeg har endnu ikke fået blokkeret hans telefonnummer. Det glemte jeg jo i farten, fordi jeg nåede at slette beskederne før. Eneste problem er nu, at han ved hvor jeg bor. Jeg har dog ikke set ham herude på gaden – endnu – men jeg tvivler da virkelig stærkt på, at han kan være SÅ desperat. Han har jo trods alt ikke en skærm at gemme sig bag…

Let go

Smeden, del 2

Da jeg vågnede op i morges, følte jeg næsten at stod midt i en scene fra Sex and the City:
Miranda:         They’re starting to die on us.
Charlotte:        Oh, my God!
Samantha:      Well, at least you weren’t stood up.
Miranda:         Thirty-five and they’re dying. We should just give up now.
Carrie:             On the bright side, this could explain why they don’t call back
Sex and the City, Sæson 3, Afsnit 16 “Frenemies”

Helt så dramatisk var det ikke, men det forklarede en del og efterlod mig med endnu mere forvirring. Hvad nu?

På min telefon lå følgende besked:

”Hej.. Smeden kørte galt på motorcykel lørdag morgen. Han er okay, dog meget forslået. Bliver udskrevet i løbet af dagen. Mvh. Smedens far.”

Jeg lå længe og kiggede på beskeden. Læste jeg rigtig?
Forundring, afklaring, forvirring og dårlig samvittighed satte ind lidt på skift. Aha, så var det derfor han pludselig ikke havde givet lyd fra sig mere! Fuck, jeg havde bandet ham (og mænd) langt væk henover de sidste par dage. Åh nej, er han okay? Skal jeg svare faren? Skal jeg ringe? Kommer jeg til at høre fra ham igen? Hvad nu? Og sådan ca. en milliard spørgsmål mere.

På den ene side ville den lille ego-tripper i mig vide hvad det indebar for mig, på den anden side havde jeg næsten lyst til at køre ud med blomster eller spørge om han skulle havehjælp til noget – måske for at lette min dårlige samvittighed, men også for at vise, at jeg var ked af det på Smedens vegne. Man tænker vel på sine medmennesker, eller noget.

Samtidig følte jeg mig lidt handlingslammet. Det var rart at få noget afklaring på, hvorfor manden pludselig var som forsvundet fra jordens overflade (well, overfladen var nok forsvundet under ham, men lad den morbide humor nu lige ligge for et øjeblik). Det havde virket så underligt og forkert, at han pludselig ikke havde givet lyd fra sig mere, når vi nu havde haft kontakt dagligt i mellem sidste date og hvad der skulle have været næste date.

De næste spørgsmål dukkede op: Kommer jeg til at høre fra ham, når han har fået det bedre igen? Har han lyst til at se mig? Har jeg overhovedet lyst til at se ham igen? Er det her noget, der kommer til at ske jævnligt?

Jeg tror mit hoved eksploderede en lille smule den efterfølgende times tid.
Hvorfor kan jeg ikke bare lade oplysning være oplysning, og lade være med at gå fuldkommen analyse-amok..?

Selvom beskeden gav mig en form for afklaring på, hvad der lå til baggrund for den pludselige tavshed, ændrede det jo ikke på mit humør, tanker og tristhed som jeg havde oplevet henover de sidste dage. Den tristhed, der bl.a. fik mig til at slette numre i min telefonbog (bl.a. Smedens), fik mig til at småtude lidt lørdag aften, føle mig lidt sølle, og som om søndagen fik mig til at love mig selv, at nu var det slut med mænd (for denne gang). Man (læs: Jeg) kan ikke holde til det her mere..!

I sidste ende svarede jeg faren – eller Smeden selv (?) – og beklagede at han var kørt galt, og håbede at han havde det godt efter omstændighederne.
Hvad skal man ellers gøre?

Mange timer senere, efter at jeg havde fortalt historien til nogle venner, der kom med mange nye spørgsmål (Hvad nu, hvis han er blevet lam? Hvad, hvis han har slået hovedet og ikke kan huske noget?), tikkede der en ny besked ind på telefonen. Denne gang fra Smeden selv, at han nu var hjemme igen, ikke havde brækket noget, men bl.a. et par brandsår, og udover det havde det godt.

Nu står jeg så her og ved ikke helt hvad jeg skal tro, forvente eller gøre. Eller jo, jeg ved, at jeg ikke gør noget lige nu og afventer hvad der kommer i min retning.
Så det må vel blive til: Fortsættelse følger…

Blink

   

En smed, stilhed og noget ind i mellem.

Man skulle tro, at jeg snart var vant til det. At det ikke rør mig, og at jeg bare glemmer det. Det gør det ikke, og jeg vænner mig aldrig til det. Og det begynder at gøre ondt. Ikke på den der ”åh jeg dør og kommer aldrig mig over det”-måde, men mere på den der ”hvorfor”- og ”jeg mister lidt min tro på andre mennesker”-måde.

Du har sikkert gættet det: Jeg er blevet brændt af, igen. Ikke engang en ”jeg er blevet dumpet”, men en decideret brændt af. Igen-igen.

Jeg forstår det ikke, kommer nok aldrig til at forstå hvorfor man gør det, og et eller andet sted er jeg holdt op med at prøve på at forstå det. Men det ændrer stadig ikke på den der følelse indeni én bagefter. Og det tillidsbrud, man får.

Der har været et par stykker af de dersen jeg-dukker-simpelthen-bare-ikke-op-til-vores-første-date-fyre. Og de er skideirriterende, men så er den heller ikke være. Første gang var ret nedern, men det viste sig også, at fyren spillede dobbeltspil, havde datet en veninde og havde en kæreste, som han var utro med hele tiden. Fandt jeg ud af bagefter, da jeg fik talt med veninden og vi fandt ud af, at det var den samme fyr. Men følelsen af at stå foran en café i lang tid, uden at kunne få fat i fyren mere var rigtig, rigtig ubehageligt.

En anden gang eller to dukkede fyren bare aldrig op. Nå ja, du er en lort og så kommer man videre i sit liv.
Personligt synes jeg, at man enten skal have pli nok til lige at skrive/ringe inden daten og fortælle, at man har ombestemt sig, eller bruge den halve/hele time på at drikke et eller andet og så kalde det for det. Det er fyrene bare ikke helt enig med mig i.

Og så er der sådan nogle, som ham her. Lad os kalde ham Smeden…
Smeden og jeg kom i kontakt med hinanden over Tinder. Der gik næsten en måned før vi fik aftalt en date. En lørdag eftermiddag efter dansetræning på Vesterbro. Vejret var godt, der blev snakket. Mere snak på en café og et kram med en ja-vi-skal-ses-igen-bekræftelse til farvel. Alt i alt en fin og vellykket date.
Lidt sms’en frem og tilbage om aftenen og næste dag, da jeg vågnede efter en bytur. Og pludselig stilhed. Nå ja, det var da ærgerligt, og jeg havde da egentlig en feeling med, at vi nok skulle ses igen, men man kan jo ikke altid have helt ret. Øv, men der var jo andre fisk i havet.

Efter en måneds tid tikkede der så en eftermiddag en besked ind på telefonen fra et ukendt nummer: Hej, det er mig Smeden fra Tinder. Undskyld der er gået så lang tid siden du har hørt fra mig, sygdom i familien, arbejde bla bla bla. Om jeg stadig kunne have lyst til at se ham igen. Joh, det kunne jeg da egentlig godt. Og det blev arrangeret. En lille uges tid senere sad jeg på en café og 4,5 timer fløj afsted. Nogle dage senere mødtes vi igen til grill og rødvin på Volden. Igen fløj aftenen afsted, og endte med et par små kys og aftalen om en ny date den efterfølgende lørdag.

I løbet af ugen fik jeg næsten dagligt sms’er og små hilsener fra ham, og jeg glædede mig meget til vores næste date.

Aftenen i forvejen grillede jeg med gode venner og fortalte glad, at jeg skulle mødes med ham næste formiddag, og viste hans billede fra Tinder. De var glade og spændte på mine vegne.

Lørdag morgen stod jeg op og ville egentlig gøre mig klar til daten til den aftalte tid, men jeg havde ikke hørt fra ham endnu. En halv time kom og gik, og jeg sms’ede: Det var da i dag kl. 10 vi skulle mødes, ikke? Intet svar. Jeg lagde mig til at sove igen og tænkte, at han måtte give lyd fra sig på et tidspunkt. Men der kom intet. Niks. Nada. Stilhed.

Om eftermiddagen hev B-Lens mig med på stranden og blev sammen med mig resten af eftermiddagen og aftenen. Om aftenen fik jeg et mindre tudeflip. Ikke nødvendigvis over Smeden, men selve oplevelsen. Over at det var endnu en dårlig oplevelse med en mand i løbet af kort tid. Over at få sin tillid brudt igen. Over at tro, at den her fyr er anderledes. Over at gå og savne nogle personer i sit liv, som man af forskellige grunde ikke snakker med mere. Over at blive såret. Det hele blev bare lige for meget.

Different

Lidt senere tog fanden ved mig, jeg slettede nogle numre og gemte min Tinderprofil i en mappe (helt slette den har jeg alligevel ikke lyst til endnu) og jeg bandede lidt over de lortemænd, som jeg åbenbart konstant løber ind i.

Ironisk nok havde jeg en mand for ca. 2 måneders tid siden, der efter 3 dates fortalte mig, at jeg var perfekt og han gerne ville det hele med mig, men hvor jeg trak mig. Det blev for meget for mig, for intenst og jeg havde ikke mig selv med i det. Jeg burde jo ikke klage så. Jeg opfører mig jo næsten som en forkælet prinsesse, der vil have hvad hun ikke kan få, og når det står lige foran næsen for hende, ikke vil have det der tilbyder sig.

Det hænger ikke sådan sammen, timing og kemi spiller en stor rolle, men det føles alligevel lidt dumt, når man nogle måneder senere sidder og småtuder lidt over ens situation.

Lillesøster var så sød i dag, da jeg spiste brunch med hende og Lillebror, og hørte om historien om Smeden, at fortælle mig, at jeg skulle forblive positiv, optimistisk og blive ved med at tro på, at det nok skulle lykkes. For det var jo dét, jeg altid gjorde. Tro på, at det nok skal lykkes en dag.

Måske. Lige nu virker den dag ret langt væk og jeg trækker, i hvert fald for en stund, mine følehorn til mig, slikker mine sår osv. Nu skal jeg lige arbejde på forholdet til mig selv i stedet for. Jeg tror vi trænger til det.

Sandwichmanden

”Godmorgen!”

Jeg er lige vågnet og min hånd rækker automatisk ud efter telefonen ved siden af hovedpuden. Med missende øjne får jeg slukket for alarmen og går igennem de sædvanlige apps. En lille notifikation på min tinder-app fortæller mig, at der er kommet en ny besked derinde.

Et godmorgen fra en fyr. Jeg kan ikke lige kende ham, vi har ikke skrevet sammen tidligere og vores match er allerede 6 dage tilbage. Jeg kan se, at beskeden er afsendt for en halv times tid siden – åbenbart én der er noget mere morgenfrisk end mig.

Jeg lægger telefonen fra mig igen uden at svare og får kæmpet mig ud af min varme seng…

Da jeg lidt senere spiser morgenmad, logger jeg på tinder igen. Henover morgenmaden afspiller sig følgende scenarie:

M:                 ”Godmorgen X”
H:                  ”Hejsa smukke”
H:                  ”Hvad laver du?”
M:                 ”Hej. Jeg er lige ved at stå op og gøre mig klar til dagen. Dig?”
H:                  ”Nice.”
H:                  ”Jeg ejer en sandwichbar.”
H:                  ”Jeg har ferie lige nu”
H:                  ”Er du ikke på arbejde?”
M:                 ”Nej, jeg er arbejdssøgende for tiden.”
H:                  ”Fint nok.”
H:                  ”Har du lyst til ballade?”
M:                 ”Nej tak du, det er ikke lige det jeg søger.”

Og så sluttede samtalen egentlig der, og det burde historien som sådan egentlig også.

Da jeg senere på eftermiddagen logger på tinder, sletter jeg matchet. Ingen grund til at have sådan noget liggende.

Jeg fortsætter med dagen og tænker ikke mere over episoden, der langt fra er enestående. Tinder er fyldt med disse fyre og man lærer hurtig at spotte dem. Hans billeder burde egentlig allerede have givet mig et præg; lidt for nedringede t-shirts, men man tror jo altid i det bedste i folk…

Senere tog jeg til dans i Fælledparken og efterfølgende hev jeg et par venner under armen til en intro-time til mere dans inde i byen. Alt det dans gør én sulten og min veninde foreslår, at vi skal smutte på en nærtliggende sandwichbar og få lidt mad i kroppen.

Baren er proppet til randen med larmende og festglade mennesker, og det viser sig at der er min. 30 minutters ventetid på at få maden, så efter bestillingen lister vi udenfor for at vente.

Efter den halve time går vi tilbage for at hente maden. Det er stilnet af med mennesker og der er kun en håndfuld tilbage i lokalet. Personalet har fået assistance og i det at vi træder ind i sandwichbaren, får jeg øjenkontakt med den nye fyr bag disken.
Et splitsekund står det stille for os begge to og vi kigger lidt vantro på hinden. Så kort et øjeblik, at ingen andre ser det. Dér bag disken står mit tinder-match fra samme morgen, der ville ”have ballade” med mig – igen i én af de lidt for nedringede t-shirts, ligesom på hans billeder. Og dér trådte jeg ind i lige netop den sandwichbar, som han ejede. Hvad er chancen?!
Jeg går hurtig hen mod vinduet, hvor min veninde har taget plads ved to stole. Oppe ved disken kan jeg se ”min” sandwichmand vende sig hviskende mod fyren, der tidligere på aftenen modtog vores bestilling. Jeg vender mig samtidig mod min veninde og hvisker til hende, at jeg havde et tinder-match tidligere på dagen med den lyshårede af dem. Vi vender os semi-diskrete om mod baren og ser dem stadig stå og hviske, nærmest fnisende, imens de kigger ned mod os. Der er ingen tvivl, det var ham.

Åbenbart fortsætter mine sjove oplevelser med mænd og dates lidt endnu. Og så er der endnu et sted på listen, over steder jeg ikke kommer fremover mere!

Historien ender ca. 1 minut senere, hvor jeg ser sandwichmanden gå udenfor sandwichbarens vindue med en anden pige under armen. Når nu jeg ikke ville, så er det jo godt, at der er andre, der står i kø…

 

 

Giver jeg for meget af mig selv?

Jeg ville ønske jeg kunne være mere classy og ligeglad. Sådan totalt overskuds- og ”hej og tak, du giver bare lyd fra dig, når du har lyst”-agtig. Men det er jeg ikke.
Jeg er vist mere typen, der enten er ligeglad eller også falder jeg pladask i med begge ben, kroppen og hovedet. Det er dumt og jeg burde snart vide bedre, men det sker alligevel.

Classy

Bare her på det seneste halve års tid er det sket mindst 4 gange og kan være alt fra bare en enkelt date, til en nat sammen eller til noget andet, som så ikke var mere. Og tilbage står jeg med en følelse af at have givet enormt meget af mig selv og ikke have fået noget som helst tilbage.

Det er jo lidt løgn, det ved jeg godt. Jeg får jo også noget tilbage. I øjeblikket er man to mennesker, der er enormt meget på, men bagefter står man – jeg – tilbage og føler mig lidt tom og ensom. Det er i de øjeblikke, at jeg har lyst til at droppe det hele og bare forblive alene resten af mine dage.

For nylig blev jeg mindet om en gammel ven via et billede på snapchat. Jeg endte med at tude mig selv i søvn den nat, fordi en masse gamle minder og følelser kom til overfladen igen. Det hjalp sikkert heller ikke på stemningen, at jeg tidligere den aften var blevet konfronteret med kontakten til en person, som på kort tid var kommet til at betyde rigtig meget for mig, men som jeg nu ikke længere hørte noget fra. Sådan lidt lyn-fra-en-klar-himmel-agtig.

Jeg var enormt følsom og havde overhovedet ikke forventet, at det skulle påvirke mig så meget. Men det gjorde det. Og jeg havde enormt ondt af mig selv. Til sidst faldt jeg i søvn og lovede mig selv, at jeg skulle passe bedre på mig selv, og ikke lade nogen komme så tæt på.

Der gik en uge. Knap. Så sad jeg med samme lortefølelse i kroppen. Og hvem kan jeg klandre andre end mig selv? Ingen.

For at det ikke skal være løgn, så sad jeg faktisk hos en veninde i weekenden, som netop forsøgte at slå mig i hovedet med ordene ”jeg er bekymret for dig, du giver for meget af dig selv i det her”. Det er godt jeg kan høre efter, ikke?

Med det sagt, så er det jo ikke hver gang, at jeg giver så meget af mig selv. Føler jeg ikke for personen, så bliver en date meget overfladisk og har jeg ikke lyst til at dele mere end højst nødvendigt at mig selv. Dem har jeg haft langt flere af end de andre. Det er sådanne dates og øjeblikke, som enten bare skal overstås eller hvor man har en fin stund sammen og så var det det. Der kan jeg selvfølgelig godt være classy og ligeglad. Skriver de ikke tilbage, så er det okay. What ever. Er samtalen træg og får jeg ikke noget at arbejde med, så løber det automatisk ud i sandet efter noget tid. Fint nok.
Men de andre…

Jeg læste på et tidspunkt en artikel, der handlede om, at det vigtigste forhold man var i, var forholdet til sig selv. Det varede hele livet, uanset hvor mange andre partnere og forhold man ellers havde. Havde man ikke et godt forhold til sig selv, kunne man næsten garantere, at forholdet til andre heller ikke holdt.
Det er måske rigtig nok og jeg er da også begyndt at øve mig på at kigge mig selv i spejlet hver dag og fortælle mig selv – højt – at jeg elsker mig selv. Det føles lidt fjollet til at begynde med, men der er sgu ikke andre, der gør det. Og jeg begynder så småt at tro på mig selv, hvor endnu mere fjollet det end lyder. Men det ændrer jo ikke ved, at jeg også har nogle behov, både fysiske og mentale, som jeg ikke nødvendigvis kan opfylde selv. Venner og veninder kan varetage meget af det mentale, kropskontakten har ændret karakter efter jeg er startet med at danse og den søde kløe kan man gøre noget ved. Alligevel mangler der nogle input fra en anden person, som man kan være intim med på en helt anden måde end man kan være med sig selv eller ens bedste venner, og som simpelthen ikke kan erstattes.

Måske er det dét, som er ved at gå mere og mere op for mig, og som jeg i perioder søger mere eller mindre efter. Når man så møder dem, man tror kan opfylde den rolle, så ender man med at stå i det her underlige tomrum, når det ikke bliver gengældt mere, og man har udleveret et stykke af sig selv igen.

Jeg ved jo godt hvad min reaktion på sådanne oplevelser bliver. Jeg begynder efterhånden også at kende mit mønster… Jeg lukker mig inde i mig selv, slikker mine sår så at sige, snakker med veninderne og falder lidt ned i et hul. Får jeg halet mig op ad hulet for tidligt ved at gå på en date ender jeg oftest med bekræftelsen på, at det ikke er tiden værd og passer jeg ikke på, så kan jeg gå hen og blive bitter. Og det er hverken jeg eller andre tjent med.
Heldigvis ender det ikke altid så galt, og får jeg nok af mig selv inden. Så vælger jeg ikke at gide at bruge tid og energi på det mere og kommer jeg stille og roligt ovenpå. Det skal ikke have lov til at styre mig.

Uanset hvad, så bliver jeg stadig ved med at tro, at det er muligt. Det er måske en meget naiv tankegang, men jeg bliver nødt til det. Det er i sidste ende hvad der holder mig kørende og det er trods alt sjovere at leve i en naiv verdensforestilling end at lade bitterheden overtage.

Naiv

   

Far, stoler du på mig?

I weekenden havde jeg besøg af mine forældre. Det var hyggeligt og vi fejrede såvel mors dag og min brors fødselsdag. Min mor kunne i løbet af dagen fortælle, at min far er dybt skuffet over mig, min beslutning og mine handlinger. Og det gør rigtig ondt at vide, at jeg skuffer mine forældre så meget som jeg gør på nuværende tidspunkt. Åbenbart var situationen så slem, at da nogle fra min fars side familien fra Nederland var på besøg for nylig, så havde han tårer i øjnene, da de snakkede om min situation. Min far viser sjældent sine følelser, så når det sker, er det alvorligt. Det gør situationen så hverken værre eller bedre af, at familien sad og nærmest himlede op om, at man da ikke kunne gøre som jeg gjorde. At det er uansvarligt, ja nærmest uanstændigt. Og sådan er jeg ikke opdraget…

Januar 2014 bliver jeg færdig med at studere. Jeg er humanist og havde fået tudet ørene fulde med, at det er umuligt at finde arbejde som nyuddannet humanist. Så da jeg efter 1,5 måned får smidt et job i skødet, takker jeg ja uden større betænkeligheder. Det var mere eller mindre en headhunting og dermed en ønskesituation for sådan én som mig, der var helt ny og grøn på det ”voksne” arbejdsmarked. Samtidig havde stillingen en god løn og jeg kunne selv være med til at definere mine arbejdsområder mv., da det var en virksomhed, der var i gang med at etablere sig på det danske marked. Et mere eller mindre drømmescenarie for mig!
01.04.2014 starter jeg i stillingen som office manager og det er fantastisk. I starten.
Langsomt bliver det mindre spændende og arbejdsopgaverne viser sig da også at handle meget om områder jeg ikke brænder for, men som den gode og ansvarsbevidste medarbejder jeg er opdraget til at være, bider jeg det meste accepterende i mig. Det er jo overvejende godt. De nytilkomne kollegaer er søde og rare at arbejde sammen med. Og jeg lærer jo rigtig meget. Ingen job er jo perfekte…
Efter 1 år bliver jeg fastansat og er glad og stolt. 6 måneder senere sidder jeg stirrende tomt ind i skærmen og kan slet ikke finde mig tilrette længere. Kort derefter får jeg en kort periode med sygemelding. Mit liv er kaos på det tidspunkt. Da jeg kommer tilbage igen, går der ikke end et par dage før jeg tager en snak med min chef og melder ud, at jeg siger op i det nye år. Rettere sagt med udgangen af marts 2016. Det svarer til, at jeg har været på arbejdspladsen i 2 år. Omkring jul og nytår er jeg optimistisk og fuld af gåpåmod. Selvfølgelig når jeg da at have et nyt job på hånden inden min sidste arbejdsdag! Og jeg klarer da lige at lære min efterfølger op, tage på et par arbejdsrejser til Holland og snuppe en projektlederuddannelse ved siden af arbejdet. Ingen problemer.
Nå, det viser sig måske at være lidt for optimistisk sat. Selv for mig. Jobsøgningen bliver prioriteret langt ned i den liste. Det sker bl.a. af to grunde: 1) De andre ting er vigtigere og jeg vil afslutte på en god måde, og 2) For første gang siden jeg blev færdiguddannet, har jeg selv mulighed for at finde ud af hvad JEG gerne vil.

Det lyder måske så dramatisk, den sidste del. Det er det skam ikke. Jeg kunne jo bare have takket nej til jobbet i sin tid. Det er jeg rigtig glad for, at jeg ikke gjorde. Jeg er rigtig glad for at have haft arbejdet i de forgangne to år, for jeg HAR lært rigtig meget. Både om hvad jeg ikke vil og hvad jeg vil. Jeg vil gerne være selvstændig, og inspirationen hertil kommer fra min far.

Egentlig har jeg altid vidst, at jeg ikke var helt som alle andre og dermed også vidst at jeg hele mit liv skal have et almindeligt lønmodtagerarbejde. Selvom jeg godt kan lide faste rammer, kommer jeg til at kede mig bravt. Jeg skal have en lille smule usikkerhed; det er åbenbart her jeg trives bedst. Det er også her jeg er mest frustreret, kan brokke mig over min situation, og de grå hår bliver flere. Men jeg har selv valgt det og jeg kan faktisk godt lide det. Jeg skal åbenbart ligge i dette usikkerhedsfelt i perioder for at drive mig selv frem.

Med det sagt, så håber jeg ikke, at det er her jeg kommer til at være resten af mit liv. På et eller andet tidspunkt vil jeg også gerne have noget ro og stabilitet omkring mig. Det har jeg nu haft i et par år. Og nu skal der ske noget nyt, jeg skal prøve mig selv af.

Samtidig synes jeg også, at jeg kan tillade mig selv at prøve det af nu. Jeg har ikke en kæreste eller børn, jeg skal tænke på. Jeg har kun mig selv at stå til ansvar for. Og jeg tror, at det er dét min far ikke forstår og som skuffer ham dybt.

Min far var 16 da han mistede sin far. Pludselig stod han i slut 1970’erne med en sorgtynget mor, 5 yngre søskende, ansvaret for en gård og rollen som familiens overhoved. Det må have gjort min far voksen på meget kort tid. Jeg ville ønske for ham, at omstændighederne havde været en anden og at han havde haft mulighed for at tage andre valg end dem, der pludselig blev lagt for ham. Men sådan blev det ikke.
Kort efter min farfars død mødte min far min mor og de har været sammen lige siden. De var sammen om at beslutte flytningen af gården til Danmark og har altid været stærke rollemodeller for mine søskendes og min opdragelse og vores værdisæt. Og ingen af os er opdraget til at handle, som jeg gør nu. Vi er opdraget til at tage det gode valg og til at være fornuftige. Til at have en vis grad af sikkerhed og nysgerrighed. Man kan sagtens søge drømmejobbet, men gør det imens din basis bliver dækket.

Og det gør jeg ikke lige nu. Jeg går stik i mod alt hvad jeg er opdraget med. Jeg har selv taget beslutningen om at sige op og var nok for optimistisk i forhold til at jeg havde et job på hånden inden jeg var færdig. Samtidig har jeg heller ikke søgt et eneste sted i den periode. I sidste ende blev netop dét et bevidst valg.

På den anden side kan jeg ikke lade værre med at tænke, at jeg faktisk alligevel gør præcis det, som jeg er opdraget til og med. At tænke selvstændigt og prøve ting af. Jeg gør det bare ikke på den fornuftige og sikre måde…
Jeg har samtidig også den luksus, at jeg ikke står i samme situation som min far stod i. Jeg behøves ikke (på samme måde) at tænke på hvordan tingene kommer til at hænge sammen rent økonomisk, hvordan jeg får tjent penge til dagen og vejen, og at andre er afhængige af mig. Jeg får, efter nogle ugers karantæne, dagpenge og lever i et land, der har et vist sikkerhedsnet, som jeg selv er/har været en del af at tjene penge til. Og selvfølgelig har jeg ikke lyst til at udnytte systemet groft, men jeg har brug for at prøve mig selv og mine evner af.

Det forstår min far ikke.
Indrømmet, den første måned har jeg ikke lavet noget som helst. Det har været SÅ rart, ja nærmest tiltrængt. Men nu er jeg kommet til det punkt, hvor jeg ikke længere kan holde mig selv og min egen dovenskab ud, og så begynder der et at ske ting. Kreative tanker, som jeg begynder at handle på. Planer, oversigter, stikord på væggene. Opsøgning af møder om opstart af egen virksomhed, dagpengeregler på området osv. Og ja, jeg er også begynd at søge ”rigtigt” arbejde. Jeg prøver at finde balancen mellem at finde de stillinger, som jeg gerne vil søge og ikke at blive overvældet af stillingsopslagene og deres fine ord, der til tider kan virke liiidt intimiderende og efterlader mig med følelsen af at ”det kan jeg ikke”. Selvfølgelig kan jeg det, jeg skal bare lige have prikket hul på bylden.

Sidst, men ikke mindst, så er jeg også skuffet.
Skuffet over, at jeg skuffer mine forældre og gør dem kede af det. Skuffet over, at jeg ikke kunne overholde mine egne indledende tanker og drømme. Skuffet over, at jeg kan være så pokkers doven til tider. Men mest af alt er jeg måske skuffet og ked af det over, at min far ikke kan forstå mig og ikke stoler på mig.
Jeg skal nok klare mig og giver det her ikke mening om 6 måneders tid, så dropper jeg projektet igen og finder et helt almindeligt job. Måske dukker det endda op undervejs og går projektet dermed i sig selv helt naturligt. Men jeg er nødt til at prøve. Jeg er nødt til at prøve, at være min egen chef og selv at få stablet det hele på benene. DÉT har jeg jo netop lært hjemmefra. At ingen skal spænde ben for mig. At jeg kan gå skridtet videre og ikke bare nøjes med det, der er her og nu. At jeg skal bruge den stædighed og de idéer, der dukker op. At tro på mig selv. Og at vise at jeg kan og vil. Det er jo netop dét, mine forældre har inspireret mig til!

Jeg ved ikke, om det er fordi min far aldrig selv fik de muligheder, jeg har i dag, og derfor ikke kan sætte sig ind i situationen eller om han bare ikke forstår mig og den lyst jeg har til at prøve det her af? En kultur- og generationsforskel spiller vel også ind. I Nederland siger man ikke op, før man har et andet arbejde. Der er ikke et dagpengesystem. Kontanthjælpen er anderledes indrettet. Og så hersker der generelt en mentalitet med ”det gør man bare ikke”, det er uansvarligt og ikke fornuftigt. Hvad skal der så blive af én? Men det er jo ikke de vilkår jeg er vokset op med.

Måske er det hele sat lidt op på en spids her; jeg ved det ikke, men jeg ved, at jeg er nødt til at prøve. Uanset om jeg så må gøre det med eller uden min fars accept og om han stoler på, at jeg handler rigtigt.

Le pizzaman

Her en lille episode, der udspillede sig i min entré for et par weekender siden:

Det ringer på døren. Jeg åbner.
Pizzamanden kommer spænende op ad trappen.
Ham (med en kraftig østeuropæisk eller tyrkisk accent): Hej, værsgo. (Giver mig bonnen og pizzaen)
Mig: Tak
Ham: HvoddaN går det?
Mig, lettere forvirret: Øhm, godt
Ham: Det’ længe side du bestille pizza hos os. Hvo du spise nu?
Mig, nu lettere perpleks: Jeg har bestilt andre steder fra. Rundt omkring.
Ham: Nå. Hvoffo?
Mig: ….
Han snupper kvitteringen ud af hånden på mig igen, jeg kigger undrende på ham.
Ham: Dit nummer stå herpå, forneden.
Mig i mit hoved: Fuuuuuuuck!
Mig: Du behøves ikke ringe.
Ham: Hvoffo ikke? Du måske ha en kæreste?
Mig i et desperat forsøg på at svare undvigende: Jah, men du behøves stadig ikke ringe til mig..! (Skrigende i hovedet: aaaaaah, fuck hvordan kommer jeg af med ham?!)
Ham: Hvoffo ikke??!
Mig: Fordi
Han giver mig kvitteringen tilbage og går lettere mut ned ad trappen.
Ham: Velbekomme og go afte.
Ja, velbekomme til mig. Der skal vist ikke bestilles derfra. Nogensinde. Ever. Igen!

Jeg ville ønske, at jeg kunne sige at det var første gang det var sket. Men nej. Jeg har engang oplevet at et just-eat-ringede til mig midt om natten, efter at have afleveret noget hos mig tidligere på aftenen. Eller en buschauffør, der efter sin vagt gav mig et reserveklippekort med sit telefonnummer på. Eller postbuddet, der pludselig sendte mig sms’er.
Måske skal jeg til at tage mit bitch-face udtryk mere i brug og stoppe med at smile til folk…

URGH!

Jurist in spe

For nylig læste jeg til eksamen og var lidt presset på tid. Når det sker, begynder jeg åbenbart at overspringshandle, hvilket også var tilfældet her. Den stod på lige dele serier og tinder-samtaler, kombineret med frustrationen over ikke at kunne koncentrere mig om eksamenslæsningen og almindeligt arbejde.
En af tinder-samtalerne stak lidt af:

Det startede som så mange af andre før. Et hej og en indledning om at han også talte sønderjysk. Han var ved at færdiguddanne sig som jurist, var bosat tæt på mig og en lidt cocky-attitude. Han ville mødes samme eftermiddag, men det havde jeg ikke tid til. Jeg kunne give ham nogle timer i den kommende weekend, men han havde lavet andre aftaler og ville vende tilbage med et senere tidspunkt.
Jeg lagde ikke mere i det, og hørte ikke mere fra ham de næste dage. Indtil søndag formiddag, hvor han skrev at hans søndagsaftale var gået i vasken, og om jeg havde lyst til at mødes. Efter lidt skriveri frem og tilbage i en forvejen uproduktiv læsedag, besluttede jeg mig for at mødes med juristen og få en mere produktiv overspringhandling ud af det, så koncentrationen kunne vendes igen efterfølgende.

Vi mødtes hjemme hos ham, hvor han tog imod mig i døren med et stort kram, for derefter at vise mig ind til stuen. Siddende på sofaen gik der ikke mere end 5 minutter, før han begyndte at kysse mig. Det kom alligevel lidt bag på mig. Så hurtig har jeg aldrig kysset nogen før ved et første møde. Lettere forvirret trak jeg mig lidt tilbage, for også at kunne snakke med ham. Udover et fornavn og en adresse, vidste jeg næsten ikke noget om ham. Og selvom konteksten måske lidt dikterede stemningen, er det rart nok med lidt connection, før man reelt begynder på noget. Eller, sådan har jeg det i hvert fald.

Juristen mærkede at jeg trak mig lidt tilbage, men var åbenbart fast besluttet på at vise mig, hvad hans intentioner var, for han trak mig tilbage mod sig og lagde samtidig min hånd på hans pik. Jeg skulle åbenbart mærke hvor stor og stiv jeg gjorde ham… Lige aggressivt nok til min smag. Igen trak jeg mig tilbage til den anden ende af sofaen og prøvede at fortsætte samtalen med ham. Det virkede, kortvarigt. 15 minutter efter jeg var trådt ind af døren, spurgt han mig hvordan man udtalte mit navn, for derefter, siddende tilbagelænet i sofaen, at lyne ned og – stadig med bukserne på –hive kalorius frem. Eller kalorius er måske så meget sagt. Den var der, og den stod meget villigt lige op og ned.

Jeg ved ikke hvad juristen regnede med? At jeg ville kaste mig frådende over hans pik og sutte den af ham til ekstase? Hive (resten af) tøjet af ham og have sex med ham lige der på sofaen? Hans forventende, dovne og lidt for åbenlyse attitude tændte mig bestemt ikke. Jeg rykkede tværtimod længere ned i den anden ende af sofaen og bad ham pakke ”herligheden” væk igen. Det gjorde han ikke. Stædigt prøvede jeg at fortsætte en normal lad-os-lige-snakke-sammen-i-mere-end-fem-minutter-før-vi-har-sex-samtale. Jeg skulle nok bare have taget mine ting og være gået. På den anden side, jeg havde haft på fornemmelsen hvad det her var for en type ”date” og var sådan set heller ikke uvillig overfor det. Det var trods alt en produktiv overspringhandling jeg havde været ude efter… Men hans dovne facon og attitude, hvor han nærmest forventede at jeg skulle gøre alt arbejde for ham, gjorde intet for mig. Det viste sig da også i den samtale vi havde undervejs, at juristen havde været i byen til sent og var lidt tømmermandsplaget. Så han havde nok håbet på et hurtigt og villigt knald.
Så nemt skulle han ikke have det, så jeg fortalte ham i stedet at han også måtte arbejde for det og bad ham komme op til mig. Jeg havde nok forvente lidt møven rundt i sofaen, så vi kunne lige ved siden af hinanden, kysse lidt rundt og tage den derfra, men nej.
Juristen rejser sig i stedet op, stadig med bukserne lynet op og pikken fremme, og stiller sig i stedet op foran mig, så pikken er lidt udenfor mit ansigt. ”Så kunne jeg jo sige ordentlig hej”. Jeg daskede til den med et fladt hej og kiggede utilfreds op på ham. Det var jo ikke dét, jeg havde ment!

No way

Til sidst fik jeg ham ned i sofaen igen i en halvliggende position, dog konstant med pikke ude og synlig (og villig) hele tiden undervejs. Flere gange tog han hænderne ned på den. Opmærksomhedssøgende? Det tror jeg nok lige!
Jeg skulle have taget mine ting flere gange undervejs og være gået, men min egen stædighed, eller hvad man nu skal kalde det, spændte ben for det, så i sidste ende stoppede juristen selv vores ”date”. Jeg tror, han blev træt af at vente og ville nok tage en hurtig spiller selv, for at komme af med noget af presset, nu hvor jeg ikke ville gøre det for ham. Så der blev sagt farvel, halvvejs med et løfte om at næste gang ville han være mere frisk og så blev døren lukket bag mig.

En times tid efter jeg var taget afsted, stod jeg igen derhjemme og kunne nu fortælle min roomie historien, der så helt chokkeret ud på mine vegne. Og selvom jeg kunne fortælle hende, at det her alligevel var én af de mere ekstreme ”dates”, så var det her langt fra det værste jeg havde været ude for, men at det dog hørte i top 10, hvis ikke top 5-kategorien over bizarre dates. En times tid senere slettede jeg mit match med juristen. Sådan en har jeg ikke lyst til at se igen.
I sidste ende gav det god historie til blogge, så jeg håber I har nydt den. Det var ”interessant” at opleve.

Eksamenen endte for resten godt; jeg nåede at læse alt op, lave en plan for læseprocessen og fremlæggelsen, der nogenlunde holdt og kom ud med et 10-tal. Ikke dårligt for én, der ikke kunne koncentrere sig til at begynde med..!